lørdag, 25. maj 2019

TMPO i udlandet: Det sker i Danmark, Malaga og Berlin

 

TMPO har produktions- og udviklingsafdelinger i både Aarhus, Silkeborg, Malaga og Berlin. Skaf dig her et overblik over, hvad der sker i de forskellige afdelinger.

Mandag morgen stempler medarbejderne ind. Nogen stempler ind under middelhavssolen i Malaga, andre stempler ind med lyden af pulserende Berlin i ørerne, og endelige stempler en flok ind i den lyse bygning på Vesterbro Torv i centrum af Aarhus.

Det handler om tiltrækning og ekspertise

TMPO har kontorer og ansatte i både Silkeborg, Aarhus, Malaga og Berlin, og ifølge partner og CEO, Bjarke Andersen, giver det god mening at fordele netop TMPO rundt i Europa.

 - Vi gør det dels på grund af specialisering.  Vi har et ansvar for at rumme alle de ting, vi tilbyder vores kunder. For at kompetencer og tilbud ikke drukner i hinanden, er de forskellige afdelinger specialiseret på forskellige områder, så de hver især kan løse netop deres type opgaver optimalt, siger han.

- Skulle vi kun tiltrække folk fra omegnen af Århus, er vi begrænsede, men med afdelingerne i udlandet kan vi tiltrække folk fra hele landet og tilbyde dem noget ud over løn og arbejde

Men det handler mindst lige så meget om tiltrækning af arbejdskraft, forklarer han. TMPO lever i høj grad af at tiltrække arbejdskraft til opgaver, som andre virksomheder i Danmark kan have svært ved selv at skaffe.

- Skulle vi kun tiltrække folk fra omegnen af Århus, er vi begrænsede, men med afdelingerne i udlandet kan vi tiltrække folk fra hele landet og tilbyde dem noget ud over løn og arbejde, forklarer Bjarke Andersen og fortsætter:

- Vi kan nemlig tilbyde dem at arbejde et attraktivt sted, som er en oplevelse i sig selv, og hvor alt er billigere, så deres penge rækker længere. Derfor kan vi tiltrække dansk arbejdskraft til opgaver, hvor andre virksomheder ville have svært ved det, siger han.

Berlin

Afdelingen i Berlin ligger i den hippe bydel Kreuzberg, hvor alle mennesketyper og nationaliteter kan findes i gaderne. Bydelen tiltrækker især de unge med dens boheme cafeer, grønne områder og markeder med hundredevis forskellige boder og orientalske dufte i luften.

Afdelingen er den andenstørste af TMPO’s udenlandske afdelinger. Der arbejder omkring 40 på kontoret, og der er både folk fra Danmark, Norge, Sverige og til tider også tyskere.

I Berlin arbejder de ansatte både med salg, fundraising og kundeservice. Og så lægger Berlin hus til TMPO’s IT-klynge. Det er nemlig her, de skarpeste IT-udviklere sidder og arbejder med nye teknologier og IT-hjælp til danske virksomheder.

Silkeborg

Silkeborg var der, det hele startede. Tilbage i 80’erne og 90’erne var der over 300 ansatte i det daværende McPHONE, som i 2014 fusionerede med TMPO.

I dag arbejder der 30 mennesker i afdelingen, som har specialiseret sig i mødebooking, som er det, afdelingen primært beskæftiger sig med, selvom der også arbejder enkelte folk med salg.

Malaga

Malaga som by er ganske enkelt fortryllende. Byen har strand, smukke, lyse gader, et pulserende byliv på den stille og rolige middelhavsfacon, og så er byen omkranset af smukke bjerge, der indbyder til betagende naturoplevelser.

Her ligger TMPO’s største udenlandske afdeling, hvor omkring 100 mennesker er ansat. Det gør TMPO til den største danske virksomhed i Malaga. De ansatte arbejder med fundraising for især Dansk Flygtningehjælp og Greenpeace, og her arbejder folk fra både Danmark og Sverige.    

Aarhus

Smilets by rummer TMPO’s hovedsæde. Det er herfra alle trådene samles, og her administration, ledelse og mange flere arbejder for at få hele maskineriet til at glide gnidningsfrit rundt.

I Aarhus arbejder der omkring 100 mennesker - folk i alle aldre på både fuldtid og deltid, og det er både sælgere, mødebookere, fundraisere og IT-folk, som holder til i den høje bygning ved Vesterbro Torv i centrum af Aarhus.

TMPO blev stiftet i 1986. TMPO har mere end 400 medarbejdere ansat i Sverige, Tyskland, Spanien og Danmark.